Indlæg

UN day - og besøg

Billede
En hurtig update fra skolen Lige hurtigt: 
Valdemar har det stadig fantastisk med elever, sine lærere og spiller bas og går til Kungfu. 
Leonora har været meget ked af det efter vores efterårsferie til Dubai. Faktisk var hun ikke i skole i en hel uge, hun kunne overhovedet ikke overskue at komme afsted, og jeg kunne ikke slæbe hende derover. Men om fredagen fik jeg hende på skolen og fik snakket med skolens elev vejleder, der overtalte hende til at komme mandag, hvor 7. klasserne skulle på tur. Skolens rektor for overbygningen snakkede også med hende og forsikrede hende om, at det var helt normalt at det var svært i starten, men at det vigtigste for alle hendes lærere var, at hun var glad. Så var resten i anden række.   Hun var afsted mandag - og kom langsomt i gang. Torsdag skete der nogle omrokeringer i 7. klasserne, der gjorde at det pludselig var i orden (for Leonora selv) at flytte klasse. Hun flyttede klasse fredag og siden har jeg kunne mærke at den glade Leonora er på vej til…

Weekend i Beijing

Billede
Fodbold og hygge I weekenden tog vi mod Beijing fordi Martin og Leonora havde fået billetter til "El Classico" - fodboldkamp mellem Argentina og Brasilien på Kinas national stadium, The birds nest.

Desværre kunne der kun findes to billetter, så Valdemar og jeg havde fået billetter til et kung fu - akrobatik show.

Martin havde ikke været hjemme hele ugen, så vi mødtes fredag aften på Sheraton Beijing. Her havde Martin allerede checket ind - og ved indcheck havde han fået af vide at de ikke havde flere sammenhængende værelser tilbage - som vi jo havde booket.

Men i stedet kunne vi få præsident suiten, et ikke helt dumt bytte :)
Da vi så ankom fandt vi ud af hvorfor alt var booket - på hotellet boede også de argentinske spillere - samt en masse - meget vedholdende - kinesiske fans.

Vi oplevede flere gange fans stå en hel dag i elevatorerne og køre op og ned, og håbe at der kom nogle spillere ind. På de etager hvor spillerne var - 3. og 16. etage, stod der selvfølgelig både secu…

Ahhh - Ferie

Billede
... Eller hjem er, hvor hjertet er? Ingen tvivl om, at vi alle savner Dubai. Selv om det tog lang tid at falde til, og vi kun var her i 10 måneder, så fik vi skabt nogle bånd og venskaber som vi bærer med os i hjertet.

Måske er det netop fordi kampen var hård i starten, og krævede utallige tårer, konflikter og dage med ondt i maven og hjertet. Måske er det netop fordi at vi kæmpede og overvandt noget gigantisk i Dubai, at Dubai har en stor plads i vores hjerter. Og fordi den støtte og hjælp vi fandt mens vi havde det virkelig svært, virkelig betød meget for os.

Derfor er det også et krav fra børnenes side at vi kommer til Dubai med jævne mellemrum - helst minimum en gang om året. Og vi voksne gør ikke meget for at få andre ideer. Vi er så heldige at vi bor privat - hos meget nære venner, - og Leonoras nok bedste veninde.

Vi bliver virkelig forkælet når vi er her - forplejning og service er helt i top. Eget værelse, selvfølgelig med bad og toilet - vi får gjort rent og vasket tøj - og…

Privat chauffør - fordele og ulemper

Umiddelbart lyder det jo fint og fornemt at have en chauffør. Men der er nu både fordele og ulemper ved denne ordning.

Jeg vil sige at her i Kina ville jeg være meget ked af at køre selv. Jeg tror færdselsreglerne stort set er de samme som de fleste andre steder i verden. Men den måde trafikken glider på hernede - og det gør den - er helt anderledes end jeg har set før.

For det første er der jo brugen af hornet - her betyder det: "Flyt dig lige lidt" eller "her kører jeg" eller "jeg kører nu". Afstanden til andre biler er også meget tættere end ellers. Som egentlig generelt når vi færdes hernede. Måske er kinesere bare vant til at være mange. De er i hvert fald tættere på mig end jeg ellers ville synes var rart.

Mærkeligt nok oplever jeg aldrig hårde opbremsninger eller ser uheld. Trafikken glider bare sådan stille og roligt, og på sin helt egne mærkværdige måde.

Og så føler jeg mig altid tryg i bilen, når Joe kører. Han skifter ofte vejbane, kører pænt a…

Week without walls

Billede
I denne uge er Valdemar og jeg alene hjemme. Martin er i Danmark og Leonora er på tur med skolen. Hele overbygningen - secundary (6 klasse og op) er på ture rundt om i Kina (Week without walls). Hvert år tager de forskellige årgange det samme sted hen. Eleverne fra 11. klasse bliver delt ud på de yngre klasser, og fungerer som gruppeledere. Så i år er Leonora med grade 7 i Xi'an, der er en gammel by 900 km fra mig. De skulle køre i tog hele natten mellem mandag og tirsdag, i sovekupeer - og så flyve hjem fredag.

Hun skal se teracotta krigerne, den gamle bydel - og den muslimske bydel. Meget spændende tur, jeg glæder mig til at høre hvad hun kan fortælle om det når hun kommer hjem. Og jeg glæder mig til at komme derud, med Leonora som tur guide.




Forud for turen var jeg spændt på, om Leonora ville med. Det har jo været ret svært for hende at falde til - hun har ikke rigtig følt at hun havde nogle veninder og været noget usikker på de asiatiske piger. Og hun vaklede frem og tilbage …

Markedsuge!

Billede
I denne uge har jeg været med på markeder. Med alt muligt skrammel, "antik", perler, "jade" - men fik altså kun taget billeder fra Tibei, der er grøntsagsmarkedet. Hvor de altså også har meget andet - kød, fisk, spande - og altså frøer og skildpadder. Jo, det er jo til at købe og spise :)
Igen møder jeg altid smil, OK til at tage billeder, vil du ikke smage osv. 





House leader

Billede
Valdemar er så stolt. Han er blevet valgt til "House Leader" for "Wind dragons", der er det hus som Leonora og Valdemar tilhører. Der er blevet valgt 2 fra grade 5, og 2 elever fra grade 10. Og Valdemar og Raik, Valdemars gode ven fra Tyskland er altså house leaders for Winddragons. Vi er de gule.
Her er så et billede fra årets første house assembly, hvor Valdemar for første gang var på scenen.





Valdemar har det stadig som en fisk i vandet på IST. Han kan ikke vente med at komme afsted om morgenen, har kammerater med hjem, går til Kung Fu og bas, og bliver mødt og forstået af sine lærere. 
Leonora er stadig ikke helt der hvor vi gerne vil se hende. Der er stadig dage hun er meget ked af det, og der skal meget lidt til at vælte hele læsset. Men vi bliver mødt med en enorm forståelse og støtte, de ved det er svært - og det er OK at det tager tid. Vi håber det bedste.
Vi er glade for skolen, og rigtig glade for skolens placering så tæt på os. Det tager os 10 minutter at…