Kirstine i Kina

En hurtig update fra skolen Lige hurtigt:  Valdemar har det stadig fantastisk med elever, sine lærere og spiller bas og går til Kungfu.  Leonora har været meget ked af det efter vores efterårsferie til Dubai. Faktisk var hun ikke i skole i en hel uge, hun kunne overhovedet ikke overskue at komme afsted, og jeg kunne ikke slæbe hende derover. Men om fredagen fik jeg hende på skolen og fik snakket med skolens elev vejleder, der overtalte hende til at komme mandag, hvor 7. klasserne skulle på tur. Skolens rektor for overbygningen snakkede også med hende og forsikrede hende om, at det var helt normalt at det var svært i starten, men at det vigtigste for alle hendes lærere var, at hun var glad. Så var resten i anden række.   Hun var afsted mandag - og kom langsomt i gang. Torsdag skete der nogle omrokeringer i 7. klasserne, der gjorde at det pludselig var i orden (for Leonora selv) at flytte klasse. Hun flyttede klasse fredag og siden har jeg kunne mærke at den glade Leonora e

Fodbold og hygge I weekenden tog vi mod Beijing fordi Martin og Leonora havde fået billetter til "El Classico" - fodboldkamp mellem Argentina og Brasilien på Kinas national stadium, The birds nest. Desværre kunne der kun findes to billetter, så Valdemar og jeg havde fået billetter til et kung fu - akrobatik show. Martin havde ikke været hjemme hele ugen, så vi mødtes fredag aften på Sheraton Beijing. Her havde Martin allerede checket ind - og ved indcheck havde han fået af vide at de ikke havde flere sammenhængende værelser tilbage - som vi jo havde booket. Men i stedet kunne vi få præsident suiten, et ikke helt dumt bytte :) Da vi så ankom fandt vi ud af hvorfor alt var booket - på hotellet boede også de argentinske spillere - samt en masse - meget vedholdende - kinesiske fans. Vi oplevede flere gange fans stå en hel dag i elevatorerne og køre op og ned, og håbe at der kom nogle spillere ind. På de etager hvor spillerne var - 3. og 16. etage, stod der selvfølgeli

... Eller hjem er, hvor hjertet er? Ingen tvivl om, at vi alle savner Dubai. Selv om det tog lang tid at falde til, og vi kun var her i 10 måneder, så fik vi skabt nogle bånd og venskaber som vi bærer med os i hjertet. Måske er det netop fordi kampen var hård i starten, og krævede utallige tårer, konflikter og dage med ondt i maven og hjertet. Måske er det netop fordi at vi kæmpede og overvandt noget gigantisk i Dubai, at Dubai har en stor plads i vores hjerter. Og fordi den støtte og hjælp vi fandt mens vi havde det virkelig svært, virkelig betød meget for os. Derfor er det også et krav fra børnenes side at vi kommer til Dubai med jævne mellemrum - helst minimum en gang om året. Og vi voksne gør ikke meget for at få andre ideer. Vi er så heldige at vi bor privat - hos meget nære venner, - og Leonoras nok bedste veninde. Vi bliver virkelig forkælet når vi er her - forplejning og service er helt i top. Eget værelse, selvfølgelig med bad og toilet - vi får gjort rent og vasket t