Privat chauffør - fordele og ulemper

Umiddelbart lyder det jo fint og fornemt at have en chauffør. Men der er nu både fordele og ulemper ved denne ordning.

Jeg vil sige at her i Kina ville jeg være meget ked af at køre selv. Jeg tror færdselsreglerne stort set er de samme som de fleste andre steder i verden. Men den måde trafikken glider på hernede - og det gør den - er helt anderledes end jeg har set før.

For det første er der jo brugen af hornet - her betyder det: "Flyt dig lige lidt" eller "her kører jeg" eller "jeg kører nu". Afstanden til andre biler er også meget tættere end ellers. Som egentlig generelt når vi færdes hernede. Måske er kinesere bare vant til at være mange. De er i hvert fald tættere på mig end jeg ellers ville synes var rart.

Mærkeligt nok oplever jeg aldrig hårde opbremsninger eller ser uheld. Trafikken glider bare sådan stille og roligt, og på sin helt egne mærkværdige måde.

Og så føler jeg mig altid tryg i bilen, når Joe kører. Han skifter ofte vejbane, kører pænt aggressivt og godt til. Men han har styr på den bil.

Jeg snakkede med Joe forleden dag om den nye Google bil, der bliver prøvet af i Californien
http://www.dr.dk/Nyheder/Viden/Tech/2014/09/16/142136.htm

Joes første svar var: "Google er ikke tilladt i Kina" :) Derefter snakkede vi om teknologi og robotter - og Joe fortalte at han havde snakket med en anden driver om at de snart blev arbejdsløse. Så var vi kommet hjem og jeg skulle have alle mine varer med ind fra IKEA. Joe sagde så: "men en google bil kan ikke hjælpe dig med at bærer dine varer ind". Det grinede vi lidt af.

Men det er nu slet ikke det jeg ville fremhæve, hvis jeg skulle veje Joe op mod at have en bil selv (-kørende eller ej). For mig er Joe også kulturformidleren, der fortæller mig om bryllupstraditioner, om at være født i gedens år, om lokale nyheder, om bygninger, kinesiske særheder og stoltheder. Han er også tolken, der hjælper mig når jeg skal have forklaret noget til håndværkere eller flyttefolk, finder den rigtige vej til supermarkedet, kører mig til te markedet eller sørger for at Leonora kommer i skole med en stor kuffert. Han finder rundt overalt i Beijing og Tianjin (som altså er ret store byer) uden GPS.

Men mest af alt griner jeg altid sammen med Joe, han giver mig noget at tænke på og svarer på mine spørgsmål igen og igen. Han gør sig umage og bekymrer sig for os som familie og passer godt på os. Han er en perle og jeg er dybt taknemmelig for at han har krydset vores vej. At jeg så også er hans arbejdsgiver - og at han i princippet står til rådighed altid, og kan tage med os når vi tager på ture, skal jeg nok lige vænne mig til.

De umiddelbare ulemper er så selvfølgelig at jeg føler vi bliver lidt låst fast. Vi gør ikke noget spontant, kører ikke lige ud og handler, i biografen eller ind for at se noget inde i byen. Vi vil jo ikke drive rovdrift på Joe, der jo - heldigvis - også har et liv uden os. Jeg skal vænne mig til at Joe sidder og venter på mig, når jeg handler eller drikker kaffe med en veninde. Hvis jeg mangler noget fredag aften - så er det bare ærgeligt. Vi kan jo tage en taxi - men taxichauffører taler sjældent engelsk, og bilernes standard er meget svingende.

Nå, jeg har hverken billeder af Joe, mærkelige ting i trafikken eller en ged. Det må du have til gode :)


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Forberedelserne er i gang

4 months - and counting...

Ready to go