Spring Break 2017

Netop hjemme efter en dejlig uge i Singapore og Malaysia.




Først var vi 3 dage i Singapore, dejlig by - smuk, grøn, god mad, masser af muligheder for at shoppe. Vi var i Night Zoo - zoologisk have efter det blev mørkt. Det var en stor oplevelse at se dyrene, der var gået i seng. Først var vi med et lille tog rundt i parken - men turen på stierne rundt var faktisk en større oplevelse. At have det lidt for os selv, selv om parken var fyldt. Det var en god oplevelse.

Og så er det altid dejligt at være afsted med Ulla og Martin - og deres børn. Det er så meget nemmere at slæbe vores store teenage børn ud af døren, når de kan gå og snakke med venner på vejen. Restaurantbesøg kan forlænges med et spil uno og et par telefoner. Selv shoppeturen med fædrene bliver overskuelige :)






Batu Batu - Malaysia

Jeg havde hørt om Batu Batu fra en veninde, - og set billederne på deres hjemmeside. Og jeg havde tårnhøje forventninger. Jeg havde arrangeret at vi blev hentet i Singapore af en taxi og kørt over grænsen - nordøst - til Mersing i Malaysia. Herfra sejlede vi 15 minutter - og så var vi på denne paradis ø, der tidligere har været brugt til Robinson Ekspedition optagelser.




Og det var helt utroligt. Øen var ikke særlig stor - der var een sti rundt om øen, det tog ca 1 time. Der var ingen veje, ingen biler - ikke andet end det lille resort, med 20 villaer.




Her var en restaurant, der serverede mad 3 gange om dagen. En madplan fulgte med opholdet - med morgenmad, 2 retters frokost og 3 retters aftensmad. Altid vand og frugt tilgængeligt.


En smuk strand med det blødeste sand jeg nogensinde har stået i. Helt klart vand, med så mange fisk.



 Der var et dykkercenter - og en Turtle Watch Camp. Der var en marine biolog ansat, der gav daglige oplæg om hvaler, skildpadder, livet under vandet. For børn og andre interesserede...




Ingen nøgler... Døren ind til vores villa kunne lukkes med en slå. Vi havde et pengeskab til det pas, punge, telefoner. Og ellers var alt åbent.


Udsigten fra vores seng.






Jeg så en søko - lige neden for badebroen. Og 3 baby hajer. Og vi var ude og snorkle på deres junior-rev, med adgang direkte fra stranden. Her så vi så mange fisk. De var lige der - vi svømmede gennem store stimer af fisk, hvilket efterlod os meget mundlamme og overvældede. Desværre kom vi ikke ud og dykke - det har vi endnu til gode.


Alt i alt en fantastisk ferie. Singapore for shopping, mad, storby. Batu Batu for totalt ro og afslapning. Vi kan virkelig anbefale et besøg her. Men kun, hvis man er indstillet på stilheden. Her var ingen børnklub, ingen madlavningskurser, ingen riverrafting, ingen aktiviteter - kun mørkt kl 7 - og totalt ro. Selv Martin var tidligt i seng - og oppe før kl 8!


Det var så den sidste rigtige ferie her fra Kina. Jeg er så taknemmelig for alle de store oplevelser vi har fået - alle de kulturer vi har fået indblik i - alt det anderledes og storslåede vi har fået lov til at være i. 

På tirsdag kommer de første flyttekasser, så jeg så småt kan begynde at sortere og pakke det ned, jeg selv vil have hænder på. Flyttefirmaet kommer og pakker alt andet ned, og sender containeren afsted mod Danmark den 17 - 18. maj.


På vejen Singapore - Mersing så vi også aber i vejkanten. Det var en meget smuk tur. Desværre så vi ingen elefanter - kun skiltet her.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

43 meter guirlande

Efterår i Kina