Ahhh - Ferie

... Eller hjem er, hvor hjertet er?

Ingen tvivl om, at vi alle savner Dubai. Selv om det tog lang tid at falde til, og vi kun var her i 10 måneder, så fik vi skabt nogle bånd og venskaber som vi bærer med os i hjertet.

Måske er det netop fordi kampen var hård i starten, og krævede utallige tårer, konflikter og dage med ondt i maven og hjertet. Måske er det netop fordi at vi kæmpede og overvandt noget gigantisk i Dubai, at Dubai har en stor plads i vores hjerter. Og fordi den støtte og hjælp vi fandt mens vi havde det virkelig svært, virkelig betød meget for os.

Derfor er det også et krav fra børnenes side at vi kommer til Dubai med jævne mellemrum - helst minimum en gang om året. Og vi voksne gør ikke meget for at få andre ideer. Vi er så heldige at vi bor privat - hos meget nære venner, - og Leonoras nok bedste veninde.

Vi bliver virkelig forkælet når vi er her - forplejning og service er helt i top. Eget værelse, selvfølgelig med bad og toilet - vi får gjort rent og vasket tøj - og ovenikøbet stillet bil til fri afbenyttelse. Vi håber virkelig vi får mulighed for at gengælde den gæstfrihed vi møder her.

Vi har altid en liste med ting vi skal nå, steder vi skal se, mennesker vi skal være sammen med og stranden...

Et must - et sted vi skal hver gang, er Bookworld i Dubai Mall. Dubai Mall er verdens største mall - meget stort, lidt uoverskueligt - og med ALT. Men Bookworld, der også er verdens største bogbutik er fantastisk. Duften af nye bøger, og så bare bøger over alt.

Her er Valdemar i en del af børneafdelingen. Et billede der gør mig varm om hjertet :)




Og inde i Bookworld ligger Kino´s cafe. En oase i Dubai - en japansk cafe, hvor du kan bestille kaffe, te, sushi, sandwich og et stort udvalg af juicer. Vi får altid en frisk lemon-mint juice, noget sushi - og så den arabiske kaffe. Vi køber først vores bøger - og så sidder vi en times tid i stilhed, læser i vores bøger - i vores helt egen boble. Det er fantastisk.


Tur til Fujairah

På denne ferie har vi været i Dubai mens folk i Dubai har skullet arbejde og i skole. Derfor besluttede vi at tage nogle dage på et beach resort uden byen i et par dage. På den måde fik vi også to ferier i en. Tid med venner - og totalt afslapning, strand, pool og sol. Desuden elsker jeg turen over bjergene til den anden side af UAE - den måde landskabet ændrer sig fra gult sand, til rødt sand til bjerge - og til havet igen. Og at se kameler, bjerggeder, æsler - Det er det bedste :)








Nå, ja - og denne gang var vi også ude at svømme med delfiner. Eller en delfin. Hun hed Lisa og var bare så sød :) En fantastisk oplevelse.



I det hele taget ville jeg gerne kunne tage et billede af, hvad vi oplever mens vi er her. Varmen på huden, den tørre sand og samtidig fugtige luft, duftene - lydende. Det er jo det hele der gør forskellene i hvor vi bor. Jeg er blevet meget opmærksom på det - der er intet sted på jorden, der har samme lyd, - biler, fugle, vand, regn - alt har lyd - og lyden af Kina er helt anderledes end lyden af Dubai eller lyden af Danmark. Ligesom fornemmelsen i næsen, på huden også er. Gid man kunne opfinde et kamera, der kunne gengive det hele. Jeg ville ønske jeg kunne dele det hele med jer alle.

På lørdag tager vi tilbage til Kina - efter 10 hele dage i Dubai. Det bliver hårdt - særligt for Leonora, der igen skal tage en dyb indånding og kæmpe videre. Jeg håber at ferien har givet hende et godt pusterum.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Spring Break 2017

43 meter guirlande

Efterår i Kina